Lod du bollerne ligge hos bageren forleden? Så ender de måske i din næste øl – eller i et sundt
stykke knækbrød. Et af syv nye cirkulære værdikædesamarbejder hos Closing Loops er nemlig
’Værdiforøgelse af Brødspild’, hvor virksomhederne FoodRemade, Mølleriet Enghaven og Knæk &
Bræk samarbejder om at lave nye fødevarer ud af overskudsbrød.
Stifter Henrik Ottesen fra FoodRemade fortæller, at virksomheden indsamler usolgt og
overproduceret brød, der sorteres, findeles og behandles i ovne. Det bruges bl.a. som rasp eller
ingrediens i øl og pasta. Udfordringen er, at kun 15% af det indsamlede er hvedebrød, der kan
blive til rasp, som vi kender det, mens grovere brød og rugbrød kræver nye løsninger – fx
produkter som knækbrød eller myslibarer, der nu skal udvikles i et værdikædesamarbejde med de
to andre virksomheder.
”Vi arbejder allerede cirkulært med Salling Group, men opbygger nu en værdikæde, der skal
omdanne de i dag ubrugte brødrester til nye fødevarer. Det vil vi tre virksomheder udvikle sammen
i Closing Loops,” siger Henrik Ottesen og peger på, at det er afgørende, at de nye produkter
kommer langt nok ned i pris til, at forbrugerne køber dem:
”Det her handler ikke kun om, at vi skal lave et produkt med en fantastisk historie. Det er vigtigt, at
det samtidig bliver et konkurrencedygtigt og attraktivt produkt i markedet, så vi kan afsætte de
mange tons overskudsbrød, der kan bearbejdes i en virksomhed som vores. Så vi går efter et
langsigtet samarbejde om et fælles konkurrencedygtigt produkt.”


Ikano Bolig undersøger digital løsning
En af de virksomheder, som har været i gang siden opstarten af Closing Loops i 2023 er Ikano
Bolig. De er i gang med at udvikle det tidligere rådhus i Høje Taastrup, hvor materialer fra ca.
17.000 m2 bygning skal genbruges og genanvendes mest muligt.
I et værdikædesamarbejde med Zupply, Lendager Architects og Teknologisk Institut
eksperimenteres med en digital platform.
”Når man gerne vil arbejde med cirkulært byggeri, er det en udfordring at skabe en proces, der
både håndterer det konkrete projekts lange udviklingshorisont og samtidig favner branchens
komplekse værdikæde samt de nuværende barrierer,” siger bæredygtighedschef Lone Lindgård
Laursen fra Ikano Bolig og fortsætter:
”Vi arbejder med en digital løsning, der skal sikre et fælles datagrundlag – og dermed skabe bedre
forudsætninger for beslutninger og samarbejde for alle parter i værdikæden. Med Closing Loopprogrammet i ryggen har vi mulighed for at afprøve, hvordan vi mere smidigt og effektivt kan starte
dialogen – fra den allertidligste planlægning til håndtering og realisering af cirkularitet.”
Virksomheder, som vil arbejde med cirkulære værdikæder, kan søge ind i Closing Loops og
dermed opnå økonomisk støtte til processen. Ansøgningsfristerne er d. 14. februar og 11. april
2025.


De syv nye værdikædesamarbejder:
Nedenstående virksomheder samarbejder i deres værdikæder. Se eksempler på igangværende værdikædesamarbejder fra mange forskellige brancher og lokalområder her
Emballageintegration
• RE-Zip DK ApS
• Nordic Fashion Stores ApS (Pitaya)
Bryggeriaffald til bagværk
• Sidestream
• Flying Couch ApS
• Fovl
Værdiforøgelse af Brødspild
• FoodRemade ApS
• Mølleriet Enghaven (Brænderiet Enghaven
ApS)
• Knæk og Bræk
Hvidevarers Levetid
• S.A.I. Danmark A/S
• AKF Holding A/S
• DEAS A/S
• Teknologisk Institut (TI)
Tekstilbroen
• WHITEWEAR ApS
• Hansen Textile ApS
• Bispebjerg Hospital Centralvaskeriet
• Teknologisk Institut (TI)
Genbrug af Gitterspær
• Rex Skov Arkitekter
• BRAV
• Syddansk Universitet
• Stark (Odense butik)
• LH Hockerup
• Enemærke og Petersen
Rapeseedcake
• Fermfood ApS
• Nordfyns PlanteProtein
• Vadehavsbageriet ApS

Læring
- 20 nye virksomheder deltager i Closing Loops’ indsats for cirkulær økonomi i syv værdikæder.
- FoodRemade og partnere udvikler fødevarer af overskudsbrød for at minimere madspild.
- Ikano Bolig tester digital løsning for bedre genbrug af byggematerialer i cirkulært byggeri.