Efterspørgslen på genbrugte mursten stiger, men nuværende processer for rensning af teglsten er for langsomme og fysisk belastende til at følge med.
Formål
Eksisterende rensemaskiner kan kun håndtere kalkmørtel og kræver manuel efterrensning. Det betyder, at murværk opført i cementmørtel – som er langt mere udbredt i byggerier fra 1960 og frem – i dag ikke kan renses effektivt og dermed ikke genbruges. En stor del af det eksisterende murværk ender som knuste brokker til vejfyld, frem for at blive bevaret som værdifulde mursten, der både i æstetik og kvalitet er svære at erstatte.
Denne udfordring skaber en barriere for både private og erhvervskunder, der ønsker at bruge genbrugssten. Produktionen kan ganske enkelt ikke følge med – og håndrensning er fysisk opslidende. Der er derfor behov for at udvikle en ny og effektiv løsning, der kan øge kapaciteten og samtidig sikre bedre arbejdsmiljø.

Værdikædesamarbejdets leverancer
Genbrugssten ApS og Venning Maskinfabrik går sammen om at udvikle en automatiseret rensemaskine, der kan håndtere cementmørtel og effektivt adskille større murblokke, som det i dag ikke kan betale sig at håndtere, da spildprocenten nærmer sig 80%, og der ikke findes en effektiv løsning på markedet i dag.
Konceptet skal kombinere sortering af holdbare mursten, deling af murstensklumper og rensning i én samlet proces. Første trin er at etablere en stationær prototype, der kan øge output og reducere behovet for manuel håndtering, som i dag er fysisk hårdt arbejde.
For at få salgsprisen ned er fokus på hastigheden for rensning pr. sten. Der arbejdes konkret på at forbedre rensemetoderne, som i dag foregår med enten mejsling eller skæring.
På længere sigt skal erfaringerne danne grundlag for udviklingen af en mobil renseenhed, der kan anvendes direkte på byggepladser, uden dertilhørende støv og støjgener. Dermed spares både transport og håndtering, og genbrug af flere mursten på stedet bliver muligt.

Kun ca. 5% nedrevne mursten bruges i dag til direkte genbrug
Potentialet for genbrug af mursten er stort i CO2-sammenhænge. Da nedriverbranchen er vant til at knuse mursten til vejfyld, bliver kun ca. 5% af nedrevne mursten i dag brugt til direkte genbrug. Målet er, at denne procentdel øges til minimum 15% på det danske marked, da interessen for genbrugssten er i vækst. Set isoleret på det danske marked, vil det medvirke til en årlig CO2-reduktion på 2.800 tons indenfor en 3-årig periode.
Danmark er ikke det eneste land i EU, der har fokus på mere genbrug, og erfaringerne vil danne basis for at kunne eksportere teknologien til det europæiske marked, der står med samme udfordring.
Værdikædesamarbejdet vil trække på ekspertise fra relevante underleverandører, herunder virksomheder med viden om testmetoder til danske teglsten og robotteknologi med avanceret kamerastyring.
