Skip to main content Skip to footer

Fra bryggeri til bagværk: Upcycling af frisk mask til brødproduktion

CØ111

Hvert år producerer danske bryggerier 117.000 tons mask – en næringsrig reststrøm fra ølproduktionen, som ofte ender som foder eller går til spilde. Men hvad hvis masken i stedet blev upcyclet til en smagfuld og aromatisk ingrediens i brød og bagværk? Det er netop idéen bag et nyt værdikædesamarbejde mellem en ’sidestrøms-brobygger’, et bryggeri og et bageri, der sammen skaber mere værdi af denne oversete ressource.

Formål

Projektets formål er at anvende frisk mask direkte i bagværk uden forarbejdning. Mask indeholder bl.a. aktive enzymer, kostfibre og proteiner, hvilket gør den særligt velegnet som ingrediens i bagværk. Ved at etablere en effektiv indsamlings- og leveringsproces mellem bryggeriet og bageriet kan projektet sikre en stabil og fødevaresikker håndtering af mask i større skala.

Mask bliver en fast del af brødhylderne

Projektet bygger på et eksisterende samarbejde, hvor de tre deltagere - Sidestream, bryggeriet Flying Couch og bageriet Flere Fugle - gennem test har identificeret de mest velegnede masktyper til brødproduktion.

Planen er at udvikle effektive metoder til at håndtere den friske mask, så kunderne i Flere Fugles fire bagerier fremover kan finde ”mask-bagværket” som en fast del af sortimentet. Dernæst er fokus på at skalere løsningen, så man kan udvikle flere opskrifter, og endnu mere mask kan finde vej til bagværket – og dermed reducere sidestrømmene fra bryggeriet.

Reduktioner

Projektet bidrager konkret ved at upcycle ca. 3 tons frisk mask til bagværk, hvilket reducerer madspild i bryggeribranchen og mindsker behovet for traditionelle ingredienser i brødproduktionen.

Sidestream
Flying Couch
Fovl ApS

Periode

1 december 2024 – 31. august 2025


Projektleder

Kasper Juhl Klausen 
Innovation Manager

E-mail kjk@foodbiocluster.dk
Tlf. 20 51 40 16