Skip to main content Skip to footer

Genanvendelse af råstoffer i produktion af ny asfalt

CØ38

Projektet fokuserer på at sænke klimaaftrykket i vejbyggeri gennem øget genanvendelse af materialer som overskudsjord, forbrændingsslagge og genbrugsasfalt. Samarbejdet omfatter udvikling, test og implementering af innovative løsninger for at reducere CO2-udledning og ressourceforbrug i vej- og anlægssektoren.

Formål

Formålet med projektet er at optimere udnyttelsen af råstoffer og fremme cirkulær økonomi i vejbyggeri. Projektet vil udvikle og dokumentere nye materialeløsninger, der kan reducere CO2-aftrykket markant, samtidig med at de opfylder krav til holdbarhed og kvalitet. Arbejdet er afgørende for at støtte overgangen til bæredygtige og ressourceeffektive løsninger i bygge- og anlægssektoren.

Reduktioner

Projektet bidrager til betydelige CO2-reduktioner gennem udvikling af genanvendte materialeløsninger. For eksempel har Bitumen Stabiliseret Materiale (BSM) et dokumenteret potentiale for CO2-reduktion på op til 74% sammenlignet med traditionelle asfaltprodukter. Den præcise reduktion, projektet opnår, vil blive dokumenteret løbende gennem omfattende test- og analyseforløb.

Udvikling af nye løsninger og dokumentation

Projektet er opdelt i fire spor:

  • Optimeret udnyttelse af råstoffer, kalkstabiliseret jord og koldblandet asfalt
    Forskellige nye produktvarianter vil blive testet og dokumenteret med fokus på at genanvende overskudsjord, forbrændingsslagge og genbrugsasfalt. Produkterne vil indeholde mindst 95% genbrugsmateriale, og omfattende laboratorietests vil sikre dokumentation af holdbarhed og materialeegenskaber.
  • Optimeret udnyttelse af råstoffer, varmblandet asfalt
    Andre produktvarianter vil blive udviklet med fokus på høj iblanding af genbrugsasfalt (40-70%) og reduceret opvarmningstemperatur. Testforløb i laboratorier og fuldskalaanlæg skal dokumentere kvalitet og holdbarhed af de nye løsninger.

  • Tekniske vejledninger og LCA-screening
    Projektet vil udarbejde tekniske vejledninger og LCA-screeninger for de mest egnede løsninger for at sikre implementering og dokumentation af CO2-reduktion. Vejledningerne er målrettet både bygherrer og entreprenører.

  • Cases og workshops om praksisforandring
    Gennem reelle cases og designeksempler vil projektet demonstrere potentialet og gevinsterne ved de nye løsninger. Fire workshops bliver afholdt for at fremme forståelsen og accepten af de udviklede produkter og designløsninger blandt bygherrer, rådgivere og entreprenører.

Partnere

Slagelse Kommune
LECA Danmark
Nordkysten
Thing & Brandt Landskab
Vejdirektoratet
Wissenberg
Vidensinstitutioner:
Teknologisk Institut

Periode

1. januar 2024 – 30. juni 2026


Projektledere

Ulrik Hindsberger

E-mail uhi@teknologisk.dk
Tlf. 72 20 22 85