Skip to main content Skip to footer

Lovgivning spænder ben for cirkulær omstilling

En af de store udfordringer på vejen mod cirkularitet er lovgivning. Derfor arrangerede vi en politisk debat på LOOP Forum 2025 – og bad to Closing Loops-virksomheder om at udfordre politikerne.

Politisk debat på LOOP Forum
Tre politikere og et medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse stillede op til debatten, som blev modereret af chefredaktør Andreas Baumann fra Mandag Morgen:

  • Medlem af Europa-Parlamentet Rasmus Nordqvist, SF
  • Regionsrådsmedlem Thomas Rohden, Region Hovedstaden (B)
  • Medlem af Teknik- og Miljøudvalget samt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget Morten Melchiors, Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune (C)
  • Bestyrelsesmedlem Anne-Marie Hansen, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og direktør, Agro Food Park

Vi bringer herunder et uddrag af debattens pointer – i vilkårlig rækkefølge og som fri inspiration til det videre arbejde:

Lange godkendelsesprocesser

Marcus Alexander Byrgesen fra Grounded er med i værdikædesamarbejdet Fra affald til engangskopper - og dernæst til næring.

Han fortalte om, hvor svært det har været at få godkendt, at virksomheden bruger kaffegrums til at producere kopper, fordi reglerne omkring fødevarekontakt ikke er lavet med et cirkulært mindset. Det gælder også afgiften på engangsservice, som er vægtbaseret – hvilket er svært med cirkulære produkter, da de som regel er tungere end plastik.

 

Uddrag af debattens pointer – i vilkårlig rækkefølge:

  • Ja, godkendelsesprocesser er lange. Det er en tryghed, at vi ikke får skidt ind i kroppen via emballager; vi skal kunne stole på det, vi omgiver os med. Men udfordringen er langsommeligheden. Processerne er for lineære, og der bør kunne køres flere tests af gangen, så der kommer mere tempo på godkendelser – ligesom man gjorde under Covid.
  • Det er en udfordring, at afgiftssiden er bygget op over generationer. Der er brug for at se på skattesystemet.
  • Udfordringerne findes på alle niveauer. Fx det her med at opbygge cirkulære værdikædesamarbejder, hvor man kan komme ned i maven på hinandens forretning. Der er vi nødt til at se på konkurrencelovgivningen.
  • Det er et grundlæggende problem, at virgine materialer er så billige.
  • Cirkulær økonomi er sikkerhedspolitik. Når vi genanvender, er vi ikke afhængige af diktatoriske lande.
    Når EU laver en regel, kommer der ofte nye lag på reglen. Så tilføjes der noget nationalt og kommunalt, så der er endnu mere, end det begyndte med.
  • Regulering kan også være en driver for innovation. Det er ikke kun negativt.
  • Det gælder om at have et formål med reguleringen, så derfor bør vi se på gamle regler, som ikke længere passer ind i nu- og fremtiden.

Byggeriet er et af de store tandhjul

Kasper Guldager Jensen fra home.earth er med i værdikædesamarbejdet Cirkulært Biogent Byggesystem. Han pegede på, at byggebranchen er et af de store tandhjul, hvor vi skal efterspørge cirkulære løsninger, og han havde en række konkrete spørgsmål til politikerne:

  • Hvordan får vi cirkulær økonomi ind i udbud?
  • Hvordan stopper vi med at bygge nyt? Hvordan kan vi maksimere det, vi har?
  • Som samfund er vi på afveje; mennesker går ned med stress, mens vi forbruger. Hvordan sikrer vi, at de daglige valg og forretningsmæssige valg bliver bedre. Hvordan får vi vores forbrug ned, som individer og samfund?

 

Uddrag af debattens pointer – i vilkårlig rækkefølge:

  • Der skal stilles tydelige krav til, hvad der er genanvendeligt, bl.a. i byggeriet.
  • Politikere bør sætte ambitiøse mål. Forskningsmæssigt ved vi, hvor meget hver kvadratmeter påvirker klimaet. Det er et sprog, der sikrer, at vi kan holde målet for øje.
  • Det er dumt at bygge nyt. I stedet skal vi transformere det eksisterende.
  • Rigshospitalet har store problemer med svamp, men rives ikke ned. Den vej skal kommuner og regioner kigge ind i.
  • Hvordan stopper vi med at bygge nyt? Kun 3% af vores erhvervsbyggeri er cirkulært. Vi har i Danmark ekstremt meget data, men tør vi at bruge det? Vi skal tro på, at vi kan give materialer flere liv.
  • Man har ikke alle svar på forhånd ved eksisterende bygninger. Sådan er det bare.
  • Hvorfor taler politikere altid om vækst? Hvorfor grøn vækst? Vi overforbruger, så vi skal jo tænke på en anden måde.
  • Det skal kunne betale sig at bygge cirkulært – og at det er dyrere at være forurener. Fx ved at lægge skat på forurenende produkter.
  • EU-lovgivningen skal revideres. Cirkulær økonomi skal implementeres med tydelige krav til brancherne. Fx tekstiler til sygehuse etc.
  • Vi kan ikke fortsætte det nuværende forbrug, for i praksis er der ikke råstoffer til det.
  • Der skal findes nye materialer, og det må byggeriet heller ikke være bange for.
  • Vi skal ændre den måde, vi opfører os og bygger på.

Vil du vide mere? Så kontakt

Birgitte Iversen

Kommunikation | Closing Loops
biv@ldcluster.com

Tlf. 21 76 76 00

Læring

  • Lovgivning hæmmer cirkulære løsninger via lange godkendelser og forældede regler
  • Økonomiske incitamenter og tydelige krav er nødvendige for at drive cirkulær omstilling
  • Byggebranchen bør genbruge mere og undgå nybyggeri for at fremme bæredygtighed