I backstageområdet serveres i år en burger med plantebaseret bøf fra Closing Loops-deltagervirksomheden CONTEMPEHRARY, der specialiserer sig i plantebaserede fødevarer fremstillet ved fermentering af danske økologiske råvarer. Fermenteringsteknikkerne er inspireret af indonesisk/japansk tradition og videreudviklet med blik for, hvordan smag, bæredygtighed og innovation kan spille sammen.
- Vi har udviklet og fremstillet burger’bøfferne’, som består af en fars baseret på tempeh og vores fermenterede smagsgivere. Ingredienserne er naturlige og simple, nemlig danske, økologiske bønner og havre, samt vand og salt. Det er vores særlige fermenteringsmetoder, der sørger for at løfte smagen til det niveau, som stjernekokkene arbejder på,” fortæller Tobias Harboe fra CONTEMPEHRARY om samarbejdet med pop-up restauranten Uformel, som står bag festivalburgeren og er en del af Michelin-familien formel family, hvor også den Michelin-hædrede restaurant Formel B indgår. Tobias er en af hovedarkitekterne i værdikædesamarbejdet CØ61 Grønne proteiner: Tang og bælgfrugter som smagsgivere, hvor virksomheden sammen med Dansk Tang er i fuld gang med at udforske, hvordan også tang kan bruges som smagsgiver.
- Fermenteringen forædler råvarerne og giver dem den smag og struktur, der gør det lettere for flere at vælge plantebaseret. Man kan sige, at vi upcycler bælgfrugter, så de bliver brugt til menneskeføde i stedet for dyrefoder, og det samme skal vi finde ud af at gøre med tang gennem værdikædesamarbejdet med Dansk Tang i Closing Loops, siger Tobias.
Selvom tang ikke er med i netop denne version af festivalburgeren, er de tæt beslægtet.
- Vores mål er at skalere løsningerne og få vores fermenterede smagsgivere ud i mange flere produkter. Det handler både om smag, klima og bedre udnyttelse af vores bioressourcer,” siger Tobias og tilføjer: “Og så er det da meget sejt at kunne sige, at både stjernerne og vores mange ’med-loop closers’ på Roskilde også sætter tænderne i cirkulære løsninger.”

Frokost med fremtidssmag på inspirations- og netværkstur
Burgeren var også på menuen, da deltagere fra Closing Loops den 3. juli mødtes på Roskilde Festival for at netværke og opleve nogle af de mange cirkulære løsninger, der testes og implementeres live på festivalen.
Roskilde Festival er en af verdens mest ambitiøse festivaler, når det gælder cirkulær omstilling, og dermed en helt perfekt ramme til at møde andre, der arbejder med grøn innovation - både inden for og uden for Closing Loops.
Dagen bød på masser af muligheder for at lade sig inspirere af løsninger i fuld skala, og for at sætte tænderne i et bud på fremtidens festivalmad. Læs mere og se flere billeder fra netværksturen i dette LinkedIn-opslag.

Når værdikæden arbejder sammen
Hos CONTEMPEHRARY er det tætte samarbejde med andre aktører helt afgørende for, at deres plantebaserede innovation kan lykkes. Netop ved at udforske mulighederne på tværs af hele værdikæden – fra råvareleverandører og fermenteringseksperter til kokke og testkøkkener – skaber virksomheden nye veje til at udvikle, afprøve og opskalere cirkulære produkter.
Det er præcis den form for samarbejde, Closing Loops er sat i verden for at styrke gennem en fælles indsats for at minimere ressourceforbrug og affaldsmængder, som giver nye udviklings- og forretningsmuligheder.
- Vi er en fødevarevirksomhed i rivende udvikling, på vej ind i scale-up fasen og med store ambitioner. Det giver kæmpe værdi at være med i et program som Closing Loops, hvor vi både kan udvikle nye ingredienser, få dem testet i praksis og samtidig være en del af noget større, afslutter Tobias Harboe fra CONTEMPEHRARY.

Læring
-
Roskilde Festival tester plantebaseret burger med fermenterede, danske råvarer.
-
CONTEMPEHRARY udvikler smagsgivere af bønner, havre og tang i værdikædesamarbejde.
-
Closing Loops styrker cirkulær innovation via netværk og praktiske løsninger på festivalen.