Hvert år ender tusindvis af kvadratmeter trægulve som affald eller bliver sendt til forbrænding. I et værdikædesamarbejde støttet af Closing Loops har fem partnere vist, at gamle gulve kan optages og renses for PCB. Derefter kan de forarbejdes med ny fer og not, så de står klar til at blive lagt som nye – med dokumenteret kvalitet og fuld sporbarhed.
15.700 m² gulv med udsigt til forbrænding
I Bispehaven i Aarhus stod mere end 15.700 m² gulve ellers til at gå til spilde. De massive bøgeparketgulve fra 1970’erne var i udgangspunktet høj kvalitet, men den PCB-holdige lak betød, at de normalt ville være dømt til forbrænding. I stedet blev de centrum for et samarbejde på tværs af hele værdikæden. Med ét fælles mål om at vise, at en stor del af gulvene kunne bringes tilbage i cirkulation – et fælles mål om at lukke cirklen.
Tilsammen har værdikædens partnere udviklet og testet en proces, der gør det muligt at behandle gamle gulve, så de lever op til samme standard som nye – men med en kvalitet og historie, der er svær at finde på nutidens marked.
Fra optagning til forarbejdning
I Bispehaven stod nedbrydningsfirmaet P. Olesen for den selektive optagning af gulvene. Med specialudstyr blev søm fjernet med så minimal skade som muligt. Brædderne blev derefter sorteret, pakket på paller og gjort klar til transport.
Hos Colour Compagniet gennemgik gulvene derefter en industriel slibeproces, hvor den PCB-holdige lak blev fjernet. Et hermetisk lukket og godkendt ventilationssystem opsamlede støvet, så hverken medarbejdere eller omgivelser blev udsat for sundhedsskadelige partikler.
- Vi har tilpasset produktionslinjen, så vi både kan sikre en effektiv bearbejdning og gode forhold for arbejdsmiljøet, fortæller Michael Lund, direktør i Colour Compagniet.
Styr på dokumentationen
Teknologisk Institut havde en central rolle i at dokumentere, at genbrugsgulvene faktisk kunne leve op til kravene. Først gennemførte de en miljøkortlægning af gulvene, og senere udtog de prøver både før og efter slibningen hos Colour Compagniet. Resultaterne var tydelige:
- Inden vi gik i gang med saneringen, foretog vi en miljøkortlægning af blandt andet af trægulvene. Gulvene blev efter optagning leveret til Colour Compagniet, hvor vi tog prøver både før og efter slibning for at analysere for PCB. Resultaterne viste, at der var PCB i gulvene før slibningen, med koncentrationer på op til ca. 10 mg/kg. Efter slibningen kunne vi til gengæld ikke konstatere noget PCB i gulvbrædderne, fortæller Lene Dalvang, der er senior konsulent med speciale i miljøskadelige stoffer ved Teknologisk Institut. Herefter blev gulvene fræset med ny fer og not og klargjort til salg – og igen stod en ny partner i værdikæden klar med både platform og knowhow.
Når gulvene har været igennem hele processen, står de færdige på paller – pakket, testet og klar til levering. Med en spildprocent på kun ca. 10 % matcher de nye produkter, og i klimaregnskabet tæller de med en CO₂-værdi på nul. For bygherrer betyder det, at de kan få et gulv med dokumenteret kvalitet og sporbarhed. Og netop den kombination af kvalitet og klima er det, Jan Rohde fra GreenDozer skal ud at tilbyde bygherrer:
- Vi har minimeret brugen af virgine materialer og giver et massivt trægulv nyt liv – et gulv, der stadig kan tåle at blive brugt i mange år fremover. Faktisk er de oprindelige 22 mm reduceret med under 2 mm, hvilket siger noget om træets styrke og holdbarhed.
Processen virker men markedet halter
Værdikædesamarbejdet har dokumenteret, at teknikken virker. PCB-holdige gulve kan renses og genbruges. Det er et stærkt bevis på, at samarbejde på tværs af værdikæden kan forvandle affald til en værdifuld ressource.
Men der er et væsentligt MEN. Efterspørgslen på genbrugsgulve er stadig alt for lille. Branchen er i gang med en omstilling til cirkulære materialer, men ifølge Jan Rohde går det stadig alt for langsomt:
- De stigende krav til ressourcekortlægning giver adgang til langt flere cirkulære materialer – en positiv udvikling, fordi vi kan bevare ressourcer og lagre CO₂. Men uden efterspørgsel ender materialerne med at samle støv på et lager, og så mister vi både klimaeffekt og cirkulært potentiale.
Gulvene ligger allerede klar på lager hos Greendozer og mange flere kvadratmeter gulv venter i vores eksisterende bygningsmasse. Men som Jan Rohde påpeger, er der på nuværende tidspunkt for få, der efterspørger dem:
- Der mangler vilje til at betale for et ”gammelt” gulv, selvom det koster omtrent det samme som et nyt. Vi skal have flere ambitiøse og kvalitetsbevidste bygherrer på banen, hvis det her skal lykkes, afslutter Jan Rohde.
Næste skridt
Næste skridt handler derfor om at brede løsningen ud – både til andre materialetyper og til et marked, der er klar til at aftage produkterne. Closing Loops fungerer her som en vigtig løftestang – ikke kun for gulve, men som model for, hvordan værdikædesamarbejder kan skabe konkrete resultater i byggeriet.
Værdikædesamarbejdet har vist, at det er muligt at lukke cirklen. Nu handler det om at få markedet med.
Closing Loops er medfinansieret af Danmark Erhvervsfremmebestyrelse og EU.
Partnere i værdikæden
P. Olesen
P. Olesen udviklede en metode til selektiv optagning, hvor gulvene kunne bevares i hele længder og fjerne gamle søm uden at beskadige gulvene
Colour Compagniet
Colour Compagniet har udviklet og opbygget en specialmaskine til industriel forarbejdning og fjernelse af PCB-forurenet lak fra brugte trægulve. I tillæg til det har en samarbejdspartner udviklet en teknik til præcisionsfræsning af ny fer- og not i både sider og ender af brugte gulvbrædder.
Teknologisk Institut
Teknologisk Institut testede og dokumenterede, at gulvene efter rensning var fri for PCB og supplerede med en LCA-screening.
GreenDozer
GreenDozer koordinerede forløbet på tværs af værdikædesamarbejdet, stod for logistik og sporbarhed samt salg til nye bygherrer - første delmængde er allerede sat til salg.
Gate 21
Gate 21 bandt trådene sammen som projektkoordinator. Alle erfaringer og procesbeskrivelsen for optagning og rensning af trægulve er samlet i guiden "Nyt liv til gamle gulve".
Læring
-
Gennem værdikædesamarbejdet blev 15.700 m² PCB-gulve reddet og genbrugt.
-
Dokumenteret proces fjerner PCB og bevarer kvalitet med kun 10 % spild.
-
Efterspørgslen halter, og markedet skal følge med for at realisere potentialet.