Skip to main content Skip to footer

Penge til løn gør en reel forskel

Kim og Christine fra Textile Pioneers havde taget turen fra Frederiksberg til Herning for at få ny viden til Closing Loops-mødet om forbrugerdreven grøn omstilling

Textile Pioneers er med i værdikædesamarbejdet CØ59: ’Genanvendelse af kasseret tekstil fra sygehusvaskerier’, som også omfatter Amolia, Borch Textile Group, Region Sjælland og New Retex.

Projektet eksperimenterer i hele værdikæden med nye løsninger. Både til at udnytte tekstilaffald som ny ressource, og ved at forlænge levetiden af tekstiler, der normalt bliver brændt.

Vi spurgte om erfaringerne ved at være med i et værdikædesamarbejde i Closing Loops.

”Det er svært at samle sig med andre virksomheder om et samarbejde i værdikæden, fordi vi skal finde tid i hverdagen. Men den tid, vi bruger i Closing Loops, kan reelt set give forretning bagefter, så derfor kan vi prioritere det,” fortæller Kim Rohde Mogensen. Som medejer af Textile Pioneers har han tidligere haft svært ved at finde eksterne konsulenter, der vidste nok om cirkularitet indenfor tekstilindustrien til at kunne hjælpe ned i materien.

”I Closing Loops får vi penge til løn, og det er en stor fordel, fordi vi så selv kan sidde med udfordringerne – og det er nødvendigt. Vores værdikæde arbejder med cirkularitet, og vi har et rigtig godt samarbejde, hvor alle har taget stilling til, at de virkelig vil det her. Det svære bliver, om vi nu også kan få det til at lykkes; om vi kan lave tekstiler ud af kasseret sygehustøj, så det løber tilbage til Region Sjælland som nye produkter. Hvis ikke, er jeg sikker på, at vi kan lave andre typer tekstiler; lykkes skal det,” siger han.

Både Kim og Christine Rohde Mogensen er enige om, at en af de helt store udfordringer ved at arbejde med cirkularitet er lovgivningen, som de synes understøtter lineære forretningsmodeller i stedet for en cirkulær virkelighed. Det giver store udfordringer med fx ISO-standarder, told mv.

Til gengæld er der fordele ved det tætte samarbejde med andre. Textile Pioneers forventer, at projektet i sig selv kommer til at give forretning, og de har desuden en anden mulighed i kikkerten, som indbefatter salg til vaskerier.

 

At være pionerer i Closing Loops lover derfor godt.

 

Den forbrugerdrevne grønne omstilling

Textile Pioneers deltog i Closing Loops-arrangementet om, hvordan man motiverer forbrugeren til at vælge bæredygtige løsninger? Hvornår siger kunderne ’ja tak’ til dine bæredygtige produkter – og hvornår tænker de ’NEJ’?

Læs artikel fra dagen her:

Vil du vide mere? Så kontakt

Birgitte Iversen

Kommunikation | Closing Loops
biv@ldcluster.com

Tlf. 21 76 76 00

Læring

  • Textile Pioneers arbejder med cirkulære løsninger for sygehustekstiler gennem værdikædesamarbejdet CØ59.  
  • Finansiering til løn muliggør fordybelse i udfordringer, men lovgivning hæmmer cirkularitet.  
  • Projektet kan skabe forretning, både gennem nye tekstiler og potentielt salg til vaskerier.